Når litteraturstøtten tages op til revision nu, sker det midt i den største revolution siden udviklingen af trykpressen. Forlagene er ikke længere nødvendige for at udgive gode bøger. Politikerne må have blikket rettet fremad for ikke at stavnsbinde forfatterne.
Der verserer i denne tid en debat i Politikens spalter om hvordan principperne for støtte til danske skønlitterære forfattere kan ændres for at blive mere retfærdige, formålstjenstlige eller hvad man nu vil. Et udvalg under Kulturministeriet er nedsat for at vurdere hvorvidt der er behov for revision af reglerne. Og imens debatterer forfattere og politikere på livet løs og beskylder indbyrdes hinanden for at være misundelige, konservative, lukkede, osv. Et enkelt, meget væsenligt aspekt bliver dog overset eller udeladt.
Forlagenes rolle udfordres ikke. Ingen har fremlagt en model – eller et ønske om en sådan – hvor man kan tænke sig at en forfatter konsekvent kan skrive og udgive litteratur af betydning uden at benytte et ”anerkendt forlag”.
Jens Christian Grøndahl revser i Politiken d. 16. juli sine kolleger hvis ”deltagelse i debatten er præget af indgroet konservatisme.” Men lige så farlig som konservatismen er måske Grøndahls egen blinhed for at alt det vi vidste om udgivelse i disse år står til forandring. Når Grøndahl foreslår en model hvor 84% af støttemidlerne skal forbeholdes ”enhver forfatter, der har udgivet mindst 3 værker på et anerkendt forlag”, så har han ikke bare sikret sig selv en plads i det gode selskab, men han kommer også til at støtte en udgivelses- og erhvervsstruktur, som bør komme under kraftigt pres i de kommende år.
For sagen er, at forlagenes historiske rolle som mellemmænd og bindeled mellem forfattere og læsere er fundamentalt udfordret af e-bogslæsere, online-boghandlere og print on demand teknik, sociale medier osv. Uden at gå i detaljer betyder den teknologiske og kulturelle udvikling i disse år, at de traditionelle forlags afgørende magt og raison d’etre – likviditeten til at producere papirbøger i oplag og kontrollen med distributionen til de fysiske boghandlere – er borte. En branche står for fald.
I det perspektiv er det vanskeligt at forestille sig, at nye generationer af forfattere vil ønske sig at udkomme på traditionelle forlag, hvor traditionen er en betydelig afståelse af rettigheder, kontrol og indtægter, og tilbuddet sjældent er en individuel løsning. Mange nye typer virksomheder og eksperter vil melde sig med bedre og mere skræddersyede tilbud til forfatterne, og et nyt og rigt varieret litteraturmarked vil folde sig ud. Men en bog er ikke længere en bog, et værk ikke længere et værk og et ”anerkendt forlag” måske snart en anakronisme.
Det ville være meget uheldigt om nye principper for litteraturstøtten ender med at fungere som en stavnsbinding af forfatterne til en forlagsbranche som sjældent tjener forfatternes bedste og som tiden er løbet fra.
Litteraturstøtten risikerer at stavnsbinde forfatterne
Når litteraturstøtten tages op til revision nu, sker det midt i den største revolution siden udviklingen af trykpressen. Det er vigtigt at have blikket rettet fremad.
Der verserer i denne tid en debat i Politikens spalter om hvordan principperne for støtte til danske skønlitterære forfattere kan ændres for at blive mere retfærdige, formålstjenstlige eller hvad man nu vil. Et udvalg under Kulturministeriet er nedsat for at vurdere hvorvidt der er behov for revision af reglerne. Og imens debatterer forfattere og politikere på livet løs og beskylder indbyrdes hinanden for at være misundelige, konservative, lukkede, osv. Et enkelt, meget væsenligt aspekt bliver dog overset eller udeladt.
Forlagenes rolle udfordres ikke. Ingen har fremlagt en model – eller et ønske om en sådan – hvor man kan tænke sig at en forfatter konsekvent kan skrive og udgive litteratur af betydning uden at benytte et ”anerkendt forlag”.
Jens Christian Grøndahl revser i Politiken d. 16. juli sine kolleger hvis ”deltagelse i debatten er præget af indgroet konservatisme.” Men lige så farlig som konservatismen er måske Grøndahls egen blinhed for at alt det vi vidste om udgivelse i disse år står til forandring. Når Grøndahl foreslår en model hvor 84% af støttemidlerne skal forbeholdes ”enhver forfatter, der har udgivet mindst 3 værker på et anerkendt forlag”, så har han ikke bare sikret sig selv en plads i det gode selskab, men han kommer også til at støtte en udgivelses- og erhvervsstruktur, som bør komme under kraftigt pres i de kommende år.
For sagen er, at forlagenes historiske rolle som mellemmænd og bindeled mellem forfattere og læsere er fundamentalt udfordret af e-bogslæsere, online-boghandlere og print on demand teknik, sociale medier osv. Uden at gå i detaljer betyder den teknologiske og kulturelle udvikling i disse år, at de traditionelle forlags afgørende magt og raison d’etre – likviditeten til at producere papirbøger i oplag og kontrollen med distributionen til de fysiske boghandlere – er borte. En branche står for fald.
I det perspektiv er det vanskeligt at forestille sig, at nye generationer af forfattere vil ønske sig at udkomme på traditionelle forlag, hvor traditionen er en betydelig afståelse af rettigheder, kontrol og indtægter, og tilbuddet sjældent er en individuel løsning. Mange nye typer virksomheder og eksperter vil melde sig med bedre og mere skræddersyede tilbud til forfatterne, og et nyt og rigt varieret litteraturmarked vil folde sig ud. Men en bog er ikke længere en bog, et værk ikke længere et værk og et ”anerkendt forlag” måske snart en anakronisme.
Det ville være meget uheldigt om nye principper for litteraturstøtten ender med at fungere som en stavnsbinding af forfatterne til en forlagsbranche som sjældent tjener forfatternes bedste og som tiden er løbet fra.
