Indtil nu har de fleste der ville udgive en bog været nødsaget til at samarbejde med et forlag – altså indgå på et forlags betingelser, og tage hvad der kom og måske især ikke kom. Og derfor har vi med en vis ret kunnet brokke os over vores forlag – brokke os over ikke at få den kompetente og kærlige redaktør vi drømte om, over ikke at få et omslagsdesign vi kunne lide, over ikke at blive markedsført sådan som vi havde troet, over ikke at sælge noget nær hvad vi følte os berettiget til, over ikke at blive genoptrykt, osv. Og ved gud vi har brokket os – til hinanden.
Men det kan vi ikke længere tillade os nær så gratis, for nu har enhver forfatter muligheden for at vælge andre udgivelsesformer. Fra nu af er traditionel forlagsudgivelse et TILVALG. Og det flytter grundlæggende ansvaret for vores succes som forfattere tilbage til os selv. Tillykke :-)
Jo, det har en pris at få ansvar. Vi må alle sætte os ind i nye muligheder, nye teknologier, samarbejdsformer og forretningsforhold osv. Vi må gøre os klart hvad konsekvenserne af vores tilvalg og fravalg betyder.
De to NewPub-seminarer jeg arrangerer sammen med min forfatterkollega Abelone Glahn er et initiativ for at sprede viden om de helt nye muligheder og vilkår vi står med – alle os der vil udgive vores idéer. Venligst støttet af Forfatterforeningen og Dansk Journalistforbund. Og hvor er det fantastisk at have udsolgt små 100 pladser på 14 dage. Det bekræfter mig i at der er mange som er klar til at tage ansvaret på sig.
Efter nytår vil jeg føje et kursus til kataloget om at gennemtænke og vælge den rette vej til læserne. Forlag, selvudgivelse eller noget midt i mellem; traditionelt tryk, print on demand, e-bog, noget tredje eller det hele. Jeg glæder mig – det er fantastisk at have så mange muligheder til overvejelse.
Bagsiden er, at vi ikke længere vil blive taget alvorligt, hvis vi brokker os.
